BALTISK BRO ØNSKER DIG GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR!

"Jul i Kuressaare" af Ilme Armuand, Saaremaa, udstillet i Galleri Baltisk Bro 2023

Vi i bestyrelsen vil godt takke dig for, at du har meldt dig ind i Baltisk Bro og medvirket til, at rigtig mange ting kunne ske her i det første år af den nye Baltisk Bros levetid! Og meget mere er på vej i det nye år!

En fantastisk rejse til Saaremaa i august bliver i 2024 til en Saaremaa-rejse i maj med flere deltagere og et bredt program, og alle er velkomne! Der venter os helt sikkert en hjertelig velkomst på Saaremaa.

Efter en livlig sommer med kunstnere fra Saaremaa i det nyåbnede Galleri Baltisk Bro i Listed satser vi på, at succesen udvikler sig i 2024 med nye kunstnere indenfor musik, billedkunst og tekstil – hos Rigmor og Helge i deres galleri – tilsat kage, kaffe og hygge!

I “Østersø Kunst Samarbejde” forsøger vi sammen med Susanne Månsson at udveksle kunst, kultur og kunstnere i fire baltiske ø-samfund, Saaremaa, Åland, Øland og Bornholm. Tre kunstnere fra hver ø vil udstille sammen på alle fire øer over to somre, garneret med kulturelle aktiviteter for børn, unge og voksne. Vi starter på Svanekegården på Bornholm i 2024.

En række offentlige møder i 2023 handlede om Saaremaa, domprovstens sejlads i stammebåd, Bornholms rolle i Østersøen m.m. i Bornholms Tidendes debatsalon, om rejsen til Saaremaa.

Vi fortsætter i 2024. I januar med debatmøde på Campus Bornholm med Alex Speed Kjeldsen og hans ide om et Center for Bornholmsk Sprog og Kultur og med Saaremaa Gymnasium, der underviser i ø-identitet. I marts med præst Benedikte Gyes om oplevelser med Baltisk Bro på Saaremaa og hvilke planer det har udviklet sig til. I april taler fhv. amtsborgmester Knud Andersen om den “baltiske bølge”, der rejste sig på Bornholm omkring ’89 og hvor den efterlader os i dag.

Sidst i november fortalte Saskia Gees og Peter Harteg i Ungehuset om deres arbejde som helt unge med Baltitur Festival og Next Stop Sovjet/Saaremaa, der var starten på Baltisk Bro. Måske det inspirerede Ungerådet, som nu i samarbejde med Baltisk Bro går i gang med at skabe møder mellem og af unge fra Bornholm og Saaremaa. Og stiler mod at lave en ungdomsrejse til Saaremaa i efterårsferien 2024. Sådan!

Vi håber, du fortsat vil være med og bakke op om de spændende aktiviteter på Baltisk Bro – også i 2024. Vi mødes til generalforsamling tirsdag d. 20. februar 2024 på Det Gamle Rådhus i Svaneke, hvor vi stiftede foreningen d. 10. januar i år.

Vi – Finn Anker Kofod, Mads Randbøll Wolff, Monika Armus, Allan Hallin, Jens Stubkjær, Peter Kyhn, Birgit Hansen og Elisabeth Falk – ønsker dig en
GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR!

“Jul i Kuressaare” af Ilme Armuand, Saaremaa, udstillet i Galleri Baltisk Bro 2023.

Blog forside


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *