Der kom mange ideer og planer frem ved Baltisk Bros åbne medlemsmøde
torsdag i Aakirkeby, som havde samlet ca. 25 deltagere.
Baltisk Bro har en større rejse fra Bornholm til Saaremaa i 2024 med så mange deltagere som muligt i støbeskeen. Desuden et omfattende kunst(ner)udvekslingsprojekt mellem Saaremaa, Åland, Øland og Bornholm begyndende i 2024. De mange gode kontakter fra bestyrelsens rejse til Saaremaa i august skal udvikles til samarbejder med bornholmske deltagere – det gælder bl.a. inden for undervisning, kunsthåndværk, fødevarer, turisme og kommunalpolitik.
Også regionskommunen deltog i rejsen med borgmester og viceborgmester. Allerede her i september kommer en gruppe fra Saaremaa kommunes socialforvaltning til Bornholm for at se, hvad vi gør for udsatte børn og unge her.
Også præst Benedikte Gyes deltog i rejsen – og i mødet i Aakirkeby, hvor hun fortalte, at hun regner med, at mange af øens præster vil deltage i rejsen til Saaremaa næste år.
Der blev udtrykt stor tilfredshed med aktiviteterne i Galleri Baltisk Bro i Listed i denne sommer. Både selve udstillingerne, kunstnernes besøg fra Saaremaa og fredags-komsammener med diverse indslag har været til stor fornøjelse for mange deltagere. Og man håber, at det kan tages op igen næste sommer.
Helge Østergaard og Rigmor Hansen fortalte, at de inviterer alle i Baltisk Bro og andre interesserede til sæsonafslutningsfest i Galleri Baltisk Bro fredag d. 15. september kl. 17-21. Tilmelding er nødvendig.
Formand for Baltisk Bro Mads Randbøll Wolff fortæller de fremmødte om rejsen til Saaremaa i august, hvor man besøgte bl.a. erhvervsskolen, gymnasiet, kunsthåndværkere, en ægproducent, skibsværftet og kommunen, der inviterede til middag for nye og gamle Baltisk Bro-medlemmer og bornholmske kommunefolk.
Foto: Jens Stubkjær