Jeg synes, alle mennesker i Estland burde have et kursus i den danske hygge.


Af Monika Ärmus
– født og opvokset på Saaremaa, Estland.
Udvekslingsstudent på Bornholm og bor i Aakirkeby

Jeg synes, alle mennesker i Estland burde have et kursus i den danske hygge. Det burde nærmest komme på skoleskemaet. For begrebet ‘hygge’ er medicin mod stress, ensomhed og anden dårligdom. Med hygge skabes der plads til relationer, kammeratlighed og venskaber.

 

Jeg kom til Bornholm som udvekslingsstudent via Baltisk Bro i 1994-1995. Det var en ungdomsudveksling mellem de to øer Bornholm og Saaremaa (Estland). Det år blev på mange måder skelsættende for mit liv. Der skulle læres meget og på meget kort tid – sprog, uddannelse, kultur, og som ungt menneske var jeg i gang med at danne min egen identitet. Kontrasterne mellem de to verdener var enorme. Mine rødder stammer tilbage fra Sovjetunionens tid. I Estland havde vi jo ikke haft hverken demokrati eller ytringsfrihed, og vores kulturelle identitet var nedslidt af en fremmed magt. Jeg kendte nærmest intet til demokrati, ytringsfrihed og den fri vilje.

Fra den ene dag til den anden stod der fem unge estere på Rønne Havn, her iblandt mig – nærmest lige fra diktatur til demokrati. Ja, hvad gør man så lige, når man er 16 år gammel? Jeg var i hvert fald klar. Klar til at tage imod og yderst begejstret over, hvad det år ville bringe. Jeg kan på ingen måde fortælle alle mine oplevelser og erfaringer her. Det er der simpelthen ikke plads til, og det er heller ikke sikkert, at der er avislæsere til det. Derfor har jeg valgt at skrive, hvordan det danske familieliv, altså det helt simple – familiens traditioner, normer og værdier – gjorde indtryk på mig, og nok har sat de største aftryk i mig.

Danmark ligger på andenpladsen på listen over verdens lykkeligste lande, og sådan har det været de seneste mange år. Hvilket jeg synes er ganske fantastisk. Estland er på plads nr. 28. Undersøgelsen er baseret på en række faktorer, såsom opfattelsen af omfanget af korruption, generøsitet, frihed, forventet levetid, social støtte og bruttonationalprodukt per indbygger og en række andre forhold. Derudover var ‘hygge-fænomenet’ også med til at sikre danskernes kåring, som ‘verdens lykkeligste folk’. Og det er lige præcis de fem bogstaver, ordet ‘hygge’, jeg vil skrive om her. Og hvordan den danske hygge har gjort indtryk på mig og udviklet mig som menneske.

Jeg havde ikke været på Bornholm særlig længe, nærmest kun få dage, da jeg blev præsenteret for begrebet hygge. Hygge er ikke så nemt at forklare med et enkelt ord på estisk. Det kræver en lang forklaring og beskrivelse, før man vil kunne forstå det i Estland.

I den familie, hvor jeg boede, blev det godt nok hygget meget. Der var altid anledning til hygge! Når vi var på skovtur, familiefester, havde musikaften, juletraditioner, påsketraditioner, malede porcelæn, kørte tur, var i sommerhus, lavede bål og nød naturen. Jeg kunne blive ved, og vi havde det bare så hyggeligt. Jeg kan huske, min værtsfar sagde til mig, som noget af det første, da jeg kom til Danmark: ‘Der ville aldrig blive revolution i Danmark, for danskerne skal hygge sig med formiddagskaffe, eftermiddagskaffe og aftenkaffe’.

I begyndelsen forstod jeg ikke, hvad han mente med det, men jeg lover jer, at jeg har lært det nu. Jeg synes, at der er så meget menneskelig lærdom, dannelse og empati i den danske hygge. Jeg personligt kan ikke leve uden den danske hygge. Og der er faktisk noget om snakken! Jeg synes, at alle mennesker i Estland burde have kursus i den danske hygge, det burde nærmest komme på skoleskemaet. For begrebet hygge beskriver nemlig socialt samvær af høj kaliber, der finder sted, når vi deler harmoniske og trygge oplevelser med hinanden. Hygge er en del af danskernes følelse af velvære. Hyggen er en forebyggende medicin mod stress, ensomhed og anden dårligdom. Med hygge skabes der plads til relationer, kammeratlighed og venskaber. Grundpillen af hygge drejer sig om at opbygge intimitet, tillid til andre og oplevelse af personlig nærhed og fortrolighed. Det fortæller noget om, hvordan vi fortolker verden og er med til at forme os. Hyggen er en del af den danske folkesjæl.

Den danske hygge har taget mig med storm. Den har sat dybe, positive menneskelige værdier som spor i mig. Har formet og dannet mig. Det er en varm følelse i hjertet, som jeg først blev bekendt med i Danmark, og som har været med til at udvikle min selvforståelse og identitet. Sidst og ikke mindst giver hyggen mig en dyb følelse af tryghed, og den er blevet fuldt ud integreret i min kultur og psyke, som jeg med glæde giver videre i arv til mine børn.

Jeg tror, at Estlands befolkning havde rykket sig flere pladser op på lykke-skalaen, hvis esterne havde fået bedre kendskab til den danske hygge. Jeg håber inderligt, at samarbejdet i Østersøen, især mellem de to øer Bornholm og Saaremaa, vil komme godt i gang igen, da vi har så meget, vi kan dele med hinanden. Jeg personligt er dybt taknemlig for alt det Danmark, det danske samfund og den enkelte dansker har gjort for mig. Tak og atter tak. Jeg er virkelig stolt af, at jeg har lært så meget af danskerne, og jeg synes, at mange flere skal vide, hvilket fantastisk folk I er. Derfor: Lad esterne mærke den danske hygge, forståelsen af danskernes måde at leve på, lad dem mærke danskernes folkesjæl.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *