Af Jens Stubkjær
– medlem Baltisk Bros bestyrelse
Vi fik ikke plantet en levedygtig demokratisk spire i russerne, men det er stadig mellemfolkelig forståelse, demokrati og oplysning, der er vejen frem på den lange bane.
Bornholm har en lang historie bag sig med kontakter omkring Østersøen. Efter cirka 50 års mørk pause kom en genopblomstring i 1990’erne. Det kunne lade sig gøre, fordi Sovjetunionens kollaps lagde op til, at folk af forskellige nationaliteter kunne genvinde deres tidligere frihed og selvstændighed. Muren faldt. Baltikum vandt friheden på forbilledlig fredelig vis. Østeuropas andre lande søgte også demokratiet. Tilbage på perronen stod et Rusland, der skulle finde en ny identitet.
I dette “Østersøens og Europas forår” opstod Baltisk Bro – en venskabsforening mellem Bornholm og den store estiske ø Saaremaa – vel nærmest ved en række lykkelige tilfældigheder. Bornholm var i krise og søgte nye veje. Saaremaa og Estland søgte ud af det sovjetiske fængsel. Til Baltitur Festival fik unge i sommeren ’89 hentet 66 estere til Rønne. Deres første rejse ud af Sovjet. I september ’89 kom med Next Stop Sovjet mod atomprøvesprængninger en gruppe bornholmske gymnasieelever til Saaremaa (dengang endnu en del af Sovjetunionen). Disse to rejser – for begges vedkommende til verdener man ikke havde set før og med privat indkvartering – skabte hjertelige forbindelser. Samtidig var esterne endnu ikke helt fri af Sovjet. Derfor var det oplagt, at vi måtte holde fast i hinanden. Vi måtte skabe en Baltisk Bro. Med den kunne vi formidle samarbejdsprojekter mellem øerne og lave besøgsrejser og ungdomsudveksling. Nye venskaber mellem øboer på tværs af det smuldrende jerntæppe blev skabt. Mange af dem lever endnu.
Takket været bornholmske politikere og embedsmænd og andre, der også ville åbne Bornholms perspektiv mod øst, opstod blandt andet Baltisk Uddannelses Ø, Baltisk Medie Center, Baltisk Filmfestival og Svanekegården som baltisk kulturcenter. Det bragte både millioner af kroner (job) fra staten til Bornholm og rigtig mange mennesker til Bornholm fra Østersø-egnene, især fra Saaremaa.
Denne åbning mod øst er naturlig i kraft af Bornholms beliggenhed. Som også maleren Oluf Høst fornemmede det under stjernerne på vinterhimlen over Gudhjem. Han skrev i sin logbog om sit “baltiske sind”, og at “nu har jeg brug for baltikeren Chagall, denne jødiske klovn fra min egen breddegrad”. Poesien i Chagalls malerier fra Vitebsk i Hviderusland, 240 kilometer øst for Letland, talte til Oluf Høsts baltiske sind.
At venskaberne og forbindelsen fra Saaremaa til Bornholm lever endnu, blev til overmåde demonstreret, da tidligere estiske udvekslingsstudenter og Baltisk Bro-veteraner satte sig i spidsen for at sige tak for hjælpen i fortiden med en nutidig Saaremaa Kultur Festival til Bornholm. 100 mennesker fra øens kultur, uddannelse, kunsthåndværk og politik landede på Bornholm i september 2022 og viste, hvad Saaremaa (også) kan i dag. Med ønsket om at revitalisere kontakter på alle planer. Det var stødet, der genoplivede Baltisk Bro her i 2023.
I bagklogskabens lys kan man overveje om den gamle Baltisk Bro var for kort. Hvor langt Bornholm skal søge at udstrække et nyt samarbejde over Østersøen i dag. Med Baltisk Uddannelses Ø inddrog amtet også det russiske Kaliningrad og Skt. Petersborg-regionen, som blev inviteret på kurser i demokrati på Bornholm med støtte fra Demokratifonden. En rigtig tanke i lyset af den nye situation for Rusland. I dag er det åbenlyst, at russerne har behov for yderligere undervisning.
Verden bruger milliarder på oprustning, og krigen koster på alle fronter, menneskeligt, materielt og på begge sider. Det er desværre nødvendigt netop nu. Vi fik ikke plantet en levedygtig demokratisk spire i russerne, da de var på kursus her. Men det er stadig mellemfolkelig forståelse, demokrati og oplysning, der er vejen frem på den lange bane. Vi skal fortælle russerne, at de intet har at frygte. Vi er klar til at optage dem i den europæiske familie, når de er klar. Det vil sige har demokratiske tilstande, pressefrihed, respekt for menneskerettigheder og nationale grænser. Og gjort op med deres fortid ligesom Tyskland har gjort det.
Vejen kan synes lang – al den stund Ruslands “fortid” stadig ligger foran dem. Indtil de trækker sig ud af Ukraine. Men med optimismen i behold fra 90’erne vil jeg erindre om, at forandringerne i 90’erne for Østeuropa kom overraskende hurtigt. De næste i rækken er Rusland og Hviderusland, med Chagalls Vitebsk. Også Rusland bygger på europæisk kultur. Det kan gå hurtigere, end vi lige nu forestiller os.
Frem mod det er Bornholms rolle i Østersøen at udvikle den mellemfolkelige forståelse mellem øerne og andre Østersøegne. Ved at samarbejde med vores “gamle venner” på Saaremaa. Være åben for andre øer – og for muligheden for, at der også i Skt. Petersborg og Kaliningrad findes mennesker, der vil en europæisk vej til fred og sameksistens.
På medlemsmødet i Baltisk Bro for nylig efterlyste deltagerne da også samarbejde og udveksling med kunstnere fra Saaremaa og baltiske lande bredt, udveksling omkring natur, madkultur, turisme og uddannelse. Baltisk Bro vil gøre, hvad vi kan for at fremme udveksling af ideer og viden, arrangere rejser og dyrke nye perspektiver på tilværelsen på Bornholm og rundt Østersøen – med et baltisk sind.