Baltisk Bro vil styrke ø-identiteten
og binde fortid og fremtid sammen
Den genopstandne forening Baltisk Bro inviterer alle til – ved offentlige møder i vinterhalvåret – i fællesskab at blive klogere på Bornholm, på en bornholmsk ø-identitet inspireret af vores særlig forbindelse mod øst til Baltikum og til øen Saaremaa i Estland. Baltisk Bro vil dykke ned i Bornholms baltiske historie og tage det med i afsøgning af aktuelle udfordringer og muligheder for den nye Baltisk Bro og for Bornholm. Der er gratis adgang samt kaffe/kage til alle møder.
Startskuddet
I det nye ungdomshus i Dams Gård i Rønne vil Saskia Gees og Peter Harteg fortælle om, hvordan de som ganske unge i 1989 rejste over til Saaremaa i Estland og inviterede unge estere til Baltitur Festival på Bornholm. Saskia og Peter var de første fra Bornholm, der kom til Saaremaa. Og for esterne var turen til Bornholm første gang, de kom til Vesten efter 50 års indespærring under Sovjetregimet.
Hvorfor gjorde de det? Hvilke samfund mødte de i Sovjetrepublikken Estland”? Hvordan gik festivalen? Kort efter valgte unge bornholmere at tage med Next Stop Sovjet til Saaremaa – og det blev startskuddet til foreningen Baltisk Bro.
Bagefter beretter bestyrelsen i Baltisk Bro om de aktuelle aktiviteter og rejseplaner til Saaremaa i 2024. Baltisk Bro har allieret sig med Bornholms Ungeråd om dette arrangement.
Mødet er tirsdag d. 28. november kl. 19.00, i Dams Gård/Ungehuset, Krystalgade 9, Rønne.
Ø-identitet
I Baltisk Bro er de inspireret af den bornholmske sprogforsker Alex Speed Kjeldsen tanker om at skabe et Center for Bornholmsk Sprog og Kultur, som han foldede ud i Bornholms Tidende d. 30 september. Et center, som – med Alex’ ord – skal forske og formidle den bornholmske kulturarv på højeste niveau. Og fremmer viden om den i hele uddannelsesystemet. Til gavn og glæde for unge. Hvilket uden tvivl kan få positiv betydning, når de senere skal vælge, hvor de vil bo og arbejde.
Baltisk Bro er inspireret bl.a., fordi de er stødt på beslægtede tanker på Saaremaa i Estland. Her har man allerede på deres gymnasium startet undervisning i ø-identitet. Det vil sige Saaremaas særlige kultur, og hvad det betyder at være opvokset med denne kultur, og hvordan den kan fremmes gennem aktiv medvirken i lokalt foreningsliv – og sammenhold uden for Saaremaa om ø-identiteten.
Baltisk Bro vil gerne fremme disse tanker på begge øer og inviterer derfor til et møde, hvor Alex Speed Kjeldsens folder sine ideer til et Center for Bornholmsk Sprog og Kultur ud, rektor på Saaremaa Gymnasium Ivo Visak fortæller via videolink om deres undervisning i ø-identitet og uddannelsesleder Klaus Kristiansen fra Campus Bornholm sætter ideerne i relation til uddannelserne på Bornholm.
Mødet vil foregå på Campus Bornholm i uge 3 eller 4 i januar.
Åndelig dimension
Benedikte Gyes er sognepræst i Aaker/Pedersker og Bornholms hospitalspræst. I august 2023 tog hun rejsen med Baltisk Bro til Saaremaa for at føje den åndelige dimension til den politiske/kulturelle udvekslingstur. Hendes oplevelser på Saaremaa med kirken, der efter flere generationers undertrykkelse fortsat har helt andre vilkår end Folkekirken herhjemme, vil hun gerne fortælle om. Hun fortæller også om de overvejelser, det satte i gang – sammen med de planer, der ligger i vente, når Bornholms præster planlægger deres studietur til Saaremaa senere på året.
Mødet er i Præstegårdsladen, Pistolstræde 12, Rønne onsdag d. 20. marts kl. 19.00.
Baltisk bølge
Efter Baltitur Festival og Baltisk Bro fulgte i 1990’erne en bølge af baltiske initiativer udsprunget af mange forskellige kredse på Bornholm. Bl.a Baltisk Uddannelses Ø, Baltisk Filmfestival, Baltisk Medie Center, Svanekegården som baltisk kulturcenter. Dengang bakket op fra politisk hold med daværende amtsborgmester Knud Andersen i en central rolle.
Med Knud Andersen surfer vi på den baltiske bølge. Han vil fortælle sit bud på, hvordan og hvorfor den baltiske bølge voksede sig så stor i 90’erne – og hvordan situationen er anderledes i dag, og hvilke udfordringer, det giver for baltiske initiativer på Bornholm i fremtiden.
Mødet er på Det Gamle Rådhus i Hasle, Storegade 64, mandag d. 8. april kl. 19.00.